Flyt til Rudme, Herringe & Volstrup
I Rudme lokalsamfund har du mulighed for at blive en del af et levende fællesskab i naturskønne omgivelser. Du kan tage del i lokalsamfundets mange sociale og hyggelige aktiviteter og arrangementer for alle aldre. Selvom landsbyen ligger på landet, kan du hurtigt komme til byen. Der er både en nærliggende motorvej og togstation, der forbinder Rudme med Svendborg og Odense inden for ca 20 min. Desuden er der en cykelsti i smuk natur, der forbinder Rudme med Korrinth og Ringe.
Skriv på Rudme lokalsamfunds Facebookgruppe, hvis du har brug for yderligere information.
Her står de lokale altid klar med hjælp og svar på dine spørgsmål. Tag også gerne et kig i folderen med informationer til nytilflyttere her.
Hvis du er interesseret i lejeboliger i området, kan du kontakte Fjellebro- eller Boltinggård gods, der råder over et antal lejeboliger.
"Sådan et område som Rudme har ikke en eneste butik, men er et sted, hvor man gerne vil bosætte sig. Der er en masse kultur, og her er det friskolen, der er omdrejningspunkt."
Citat af Channe Broholm, ejendomsmægler ved EDC i Ringe, fra en artikel fra Fyens Stiftstidende
"Det frivillige arbejde omkring Foderstoffen og den nybyggede centerplads ved Rudme Friskole vidner om det stærke fællesskab og foreningsliv, der er i landsbyen - her er der ikke langt fra idé til handling, og indbyggerne bakker op om hinanden. (...) Rudme-Herringe er et imponerende stærkt lokalsamfund og et forbilledligt eksempel på, hvor meget et lokalsamfund kan opnå på egen hånd."
Citat fra analysen "Landsbyer i Faaborg-Midtfyn Kommune" (Udarbejdet af SLA for Faaborg-Midtfyn Kommune, 2019/2020)
Hvorfor flytte til Rudme?
- Hør svaret fra de lokale
"Min mand og jeg har boet i København i omkring 10 år. Storbyen har givet os meget: Et spændende studieliv, gode byture og erfaringer i forhold til vores videre arbejdsliv. Efter vi blev forældre, brugte vi dog ikke byen på samme måde som tidligere. Vi valgte at flytte til Rudme, da det blev klart for os, at landsbyen kan give os det, vi ønsker os som familie. Tryghed, fællesskab og rummelighed i et lille, hyggeligt lokalsamfund."
- Astrid Rasmussen, 30 år.
"I Rudme sker der ofte så mange ting, at det kan være svært at nå det hele, selvom man gerne vil. Det er så fedt at bo i et lille lokalsamfund, hvor folk kommer hinanden ved, og hvor der samtidig er et stærkt kulturliv. Den største fordel ved at bo i Rudme er dog, at landsbyen danner nogle ideelle rammer for vores datters opvækst. Børnefællesskabet er helt unikt. Børnene lærer allerede fra en tidlig alder at passe på og respektere hinanden på tværs af aldre og forskelligheder. Det er nogle værdier, som jeg er rigtig glad for, at hun får med i bagagen."
- Sabine Lyø, 30 år.